I England hilser motorcyklister ikke på hinanden sådan som vi er vant til herhjemme. Derovre, hvor folk kører rundt i den gale side af vejen, er det nemlig nødvendigt at slippe gassen for at vinke til de modkørende med højre hånd. Udover at det sjældent er særlig hensigtsmæssigt, er det vistnok også forbudt. Vi følte os en anelse uhøflige - og enkelte af os hilste, fra tid til anden  -  og lidt af gammel vane, med venstre hånd til glæde for de græssende får, der er talrige som englænderne selv derovre.

Mange ting er lidt omvendte i England. ”Hvorfor jeg kan ikke lukke for vandet?” råbte Wanda (der som bekendt stammer fra Polen og ikke helt nede med dansk grammatik)  til os andre inde fra brusebadet på campingpladsen. ”Jeg drrejer og drrejer, og den vil ikke?!”  ”Prøv den modsatte vej!” råbte vi tilbage. Det virkede.

Vi var 20 mand - Turklubbere og venner, der drog af sted til England og internationalt Virago/Star træf, allerede weekenden før selve træffet. For ligesom at indsuge både lidt af  stedets atmosfære - og af det gode lokale øl, og dermed bringe os  selv i den rette britiske feststemning.

På vores vej til afskibningen fra Esbjerg, blev vi -  midt på Fyn mødt af et syndflodslignende møgvejr, hvis lige ikke er set siden vi kørte til Fyns MC Festival sidste sommer. En gedigen bløder, tilsat stiv kuling fra vest!

Vi hev i regntøjet og trøstede os ved tanken om at vi i Esbjerg Havn kunne køre ombord på en vaskeægte luksusliner, der lå parat til at fragte os til Harwich. Det skulle imidlertid vise sig at moderne tider  -  med ugentlige discount tilbud  på flytrafikken -  har tvunget DFDS til kraftigt at devaluere tidligere tiders stolte Englands flåde, og lade persontrafikken foregå via aflagte og let ombyggede container skibe.

Besætningen på vores afgang betænkte dog os med den ekstraordinære service at tørretumble alle vores gennemblødte handsker -  samt at undlade at afprøve skibets sprinkler anlæg, der er ladet med salt havvand! på vogndækkene under overfarten.

Efter en fredelig sejlads rullede vi næste formiddag i land i Harwich, Frede iført en tiltagende lind mave, efter mødet med skibets aftenbuffet.

Planmæssigt delte vi os i et nord- og et sydgående hold. Torben havde hjemmefra inviteret til indkvartering hos sin barndomsveninde, Elisabeth og hendes mand i Betchworth, Surrey, omkring 100 km. syd for Harwich,  og havde herfra talrige forslag til spændende udflugter.

Nordholdet havde udset sig en camping plads i den vestlige udkant af Peak Districkt, som er en kæmpe national park på størrelse med Lolland, beliggende omkring 300 km nord for London.Et HELT UTROLIGT! naturområde.

Vi krammede og vinkede farvel til Torben og hans team, da de med et let triumferende grin om ansigterne - overbeviste om at de, rent klimatisk havde fat i den lange ende, kørte mod syd.

Os -  de nordgående var dog fyldt til randen med fortrøstning, og smed efter de første 100 km. vores regntøj (som derefter ikke kom i brug på resten af turen!)

En anden årsag til vores sorgløshed var at vi med nordpå havde ikke mindre end tre GPS navigerede gutter, og derfor følte os særdeles godt klædt på med hensyn til at finde vej -  øh… venstre om!

Det skulle dog snart vise sig at disse apparater langt fra altid er enige om ruten.

Vi andre så småfnisende til, mens de tre satelit nørder under pitstoppende lå krumbøjede i rabatten,  ivrigt studerende Yvonnes landkort.

Men faktisk var det ikke særlig svært at finde vejen -  eller at blive totalt forelsket i England, som er et umådeligt indtagende land. -  Og ganske vidunderligt at køre motorcykel i! 

Behagelige, tilpas kurvede veje, der snor sig gennem et landskab dækket med noget der ligner tykke bløde kludetæpper, i alverdens frodige og saftige farver,  skødesløst  rimpet sammen med kilometervis af stendiger.  Og en duft af landbrug og tidløs ro…

Igen og igen stødte vi på blomstrende småbyer af middelalderagtigt tilsnit, som til forveksling lignede kulisserne fra vor barndoms filmklassikere. Vi var ikke  blevet det mindste overraskede, om vi var stødt på både riddere i rustning eller grønklædte landevejsrøvere… men det gjorde vi selvfølgelig ikke, for det her var nutid…og virkelighed…  og ufattelig smukt.

Eneste lille krise undervejs opstod ved et tankstop, hvor en af Viragoerne (min!) blev toptanket med diesel fra en ualmindelig lumsk kamufleret benzinstander. Vi måtte sætte tankpasseren ind i situationen og han vendte venligt det blinde øje til mens vi trak dyret af vejen, skilte benzinpumpen ad og tog os en slapper i græsset mens den dryppede af -  efter vi havde sendt Yvonne afsides med en håndfuld smøger.

-  Og som sagt fandt vi uden det store besvær vores opholdssted i Peak District: Glencote Caravanpark, der skulle vise sig at være nøjagtig lige så blomstrende og bedårende, som alt det andet vi havde oplevet på turen.

Efter vi havde knaldet vores pløkker i det  tykkeste, tætteste og blødeste græstæppe jeg i mit liv har set, sivede vi lige så stille ned mod den ene af to lokale pubs for at få landevejs støvet skyllet af de rustne struber med ægte engelsk ale af den mest læskende slags.

 


Næste morgen var vi ikke i tvivl om at vi var havnet i noget af det nærmeste man kommer en moderne udgave af Edens Have. Og efter de indledende kontroverser med den omvendte bruser, kunne Wanda diske op for os med lækre, hjemmebagte brød, som vi skyllede ned med gallons af mocca fra Jans uudtømmelige termo

    (Vi har arvet dette  prægtige menneske fra Virago Nordsjælland, og sætter umådelig pris på ham!)

Dagen var sat af til at udforske naturskønheden i området og Frede, hvis mavetilstand i nattens løb var gået fra løs til eksplosiv, viste ægte biker ånd -  og bankede hjelmen på plads over sit forpinte fjæs, kneb læberne (og hvad han ellers havde af utilregnelige legemsåbninger) hårdt sammen -  og tog med os. På en tur fuld af ægte engelsk countryside og kære, imødekommende indfødte.

Vi sluttede dagen af med en ekspedition til vores anden lokale pub, der viste sig at have en særdeles folkelig atmosfære -  og en jukeboks, der var til fals for pennys, og kunne spille 60’er hits, der hensatte Lille Joe i en tilstand af så lykkelig eufori, at han overhovedet ikke behøvede tilsætning af yderligere ale resten af aftenen. Den lille gut VAR simpelthen på stoffer.

Mange havde hjemmefra et stort ønske om at se Wales, så straks efter morgenmaden næste morgen blev en ekspedition rigget til og motorcyklerne pakket til heldagstur.

Jørgen og Pernille havde researshed flittigt om stedet på forhånd, og skaffet masser af kort og andet materiale. GPS’erne blev tunet ind, solen bagte, Frede var frisk… kunne det hele overhovedet være bedre?! -  Ja, desværre^! -  for den onde, onde mavebakterie var i nattens løb sprunget på stakkels Henrik Og han var hårdt angrebet! Her nyttede Fredes teknik med den spejderkække facade ikke meget. Henrik lå sammenrullet i fosterstilling, og kunne ikke formåes til at forlade teltet, undtagen når han hvert tredje minut, fór af sted til toilettet  -   stadig i fosterstilling.

Der var ikke andet for mig at gøre end at skrue Florence Nightingale fjæset på og vinke go’ tur til alle rødderne, der drog af sted med kurs mod vest og Wales.

Heldigvis klarede mavesituationen så meget op ved middagstid, at Henrik og jeg vovede os ud på en lille forsigtig tur i distriktet. Vi kom i snak med en tankpasser, der var rendt tør for benzin, til gengæld varmt anbefalede os at besøge et nærliggende naturområde af sjælden skønhed. Her ville han selv tage op på en solklar dag som denne, hvis han ikke havde været nødt til at passe en tørlagt benzintank… Vi skulle bare kravle til tops på nogle spøjse klippeformationer, og vupti! Ville vi have udsigt udover hele tre grevskaber! Som det eneste sted i landet!

Til vejrs kom vi, og selvom det ikke blev Wales i denne omgang, fik vi alligevel set os omkring - bogstavelig talt!

 -  Turen til Wales blev fantastisk -   og lang -
Den lyse sommeraften var for længst blevet tusmørk, da Henrik og mig, langt om længe, hørte buldren fra 15 sæt dragpipes i det fjerne.

Alle mand var dog i storslået form ved hjemkomsten. Fuldkommen forskånet for kedelige tildragelser på turen, idet man rådsnart havde afværget en episode med en flok sigøjnere, der jo som bekendt er frie fugle, og  har det tilfælles med bemeldte, at de bare ikke kan stå for blanke og skinnende ting…

 -  Som jo er ret fremtrædende på vores køretøjer.

Enkelte blev tilbage i campen og fortalte i munden på hinanden om Wales…  mens resten forsvandt op til  ”den lokale”…  og en noget angstprovokerende oplevelse:  

En  giftefærdig, britisk ungmø -  af en svær kaliber, og med et par biceps som Bayerske skinker -  forlibte sig i dén grad i vores vikinger…
Først i Jan…  som ikke lige var i humør til at hoppe i høet med denne kingsize kvinde forsvandt hastigt ud i natten…
 hvorved den elskovshungrende fik øjnene op for Bjarne og hele hans fantasifuldt dekorerede krop.   
Og for alvor blev skudt af Amor. . .

Gudskelov lykkedes det at redde Bjarne uskadt hjem i sikkerhed… men resten af turen led han lidt af nervøse trækninger -  og så sig hyppigt over skulderen.

Til vores forbløffelse vågnede vi nok engang op til en tindrende blå himmel og herligt sommervejr.

 -  Og lyden af en hidsig offroader, redet af en energisk kvæghyrde -    der drev vores nærmeste naboer, en flok hyggeligt storgumlende sortbrogede,  hjem til morgen malkning … og os  andre til vanvid… Kl. 6:30    Om MORGENEN!!!

Om det var den nymodens kodriver der denne morgen stemte os til nostalgi skal jeg ikke gøre mig klog på.
 

Måske var det bare den nærliggende omstændighed, at der i vores baghave på Glencote befandt sig den mest nuttede gamle jernbane station, Cheddelton, som med ægte dampdrevet lokomotiv, og totalt antikke togvogne, bragte passagerer på en lille sightseeing i nabolaget. Vi besluttede os for at forsøge en tur.

Igen fornemmede vi historiens vingesus, og følte os hensat til tider, hvor mænd ved navn Jules Verne  regerede Verden. 

Hvor svært kan det være!?  tænkte jeg overmodigt (havende kørt massevis af centraleuropæiske bjerge) da Per efter frokost foreslog en frisk tur op til en nærliggende bjergbane.

Yearh right!!!  Snørkel sving, smalle grusveje og  stigninger på 20% -  og derover ! 

Vorherre på lokum for en stroppetur. Bjergbanen fandt vi aldrig, men til gengæld fik vi da en dygtig lektion i avanceret terrænkørsel.

Vi ventede Alex, med følge af nok et hold Turklubbere -   frisk fra Harwich -  og til aftentaffel.

Jeg havde til lejligheden lagt beslag på  det meste af en latinsk restaurant, hvor vi lige kunne nå at bene op, efter at have tørret de værste fluelig  fra bjergracet af fjæset

Alle mand nåede at mødes (lige på nær Biker Jens fra ”Øst” som også medbragte kedelige minder fra mødet med fra buffeten på færgen, og derfor holdt sig i overskuelig nærhed af toilettet.) Stor gensynsglæde -  og god mad til resten af os.

Næste dag blev sat af til en sidste udflugt i fantastiske Peak. Vi fulgtes med de nyankomne mod nord i distriktet, hvor landskabet forvandles fra den blødt kurvede countryside, til det mere barskt og skarpt udseende højland. Meget velegnet til at samle frisk luft og appetit til aftenens middag, som vores nye venner, personalet oppe på ynglings pubben insisterede på at servere for os på vores sidste aften. Og vi skulle ikke frygte at gå sultne fra borde.  Hvad den britiske kogekunst måtte mangle  af raffinement og elegance i retterne, har den til  gengæld til overmål, på portions størrelser. Den aften måtte vi presses med magt ned i soveposerne.

Selvom solen ikke ligefrem strålede næste morgen, kunne vi dog tage telte ned og pakke motorcykler i tørvejr (flere af os kneb os lidt i armen over vores utrolige held. Tænk sig seks dage i England -  uden en dråbe regn!). Godt spændte på hvad der var i vente til os de næste dage, satte vi kurs mod Northhampton, og årets internationale Virago/Star træf.

         Efterhånden havde vi vænnet os til GPS’ernes små uoverensstemmelser, og vi fandt vores bestemmelsessted uden besvær -  men desværre ikke uden uheld. Ganske få km. fra vores mål kom stakkels Frank grueligt i klemme under sin toppakkede motorcykel, der væltede ned over ham med bagage og Wanda og det hele. Den lå lige til højrebenet kunne man fristes til at sige, hvis det altså ikke var fordi at det ikke var det mindste sjovt for Frank blev temmelig hårdt skadet. Så snart vi ankom til træfpladsen og fik pakket det sårede ben ud af bukser og støvler, kunne vores egen medbragte sygeplejerske, Lille Joes Inger, konstatere at det var nødvendigt at få  Frank fragtet til skadestuen og få benet fotograferet.

Vi andre blev forenet med ”sydholdet”, der havde haft en herlig tur -  fuld af forkælelse i Betchworth -
   og derefter dage med fede køreoplevelser på deres vej op gennem landet.

 

Således samlet alle mand kunne vi slå en pænt stor lejr op, og var derved muligvis medvirkende til at det oprindelige teltområde i hast måtte udvides, og en stribe lokummer nedlægges.

Derefter var der så dømt træf, som vi kender og elsker det. Øllet flød, bands spillede, stemningen steg og steg, lige til midnatstid, hvor baren rendte tør for øl -  hvorefter festen døde lidt.

Der drev konstant tykke sorte uvejrs skyer henover hovederne på os, men utrolig nok holdt det tørvejr, så vi både kunne køre fællestur og gå på opdagelse i boderne på træfpladsen om lørdagen, uden at blive våde.

Hovednavnet lørdag aften var et pigeband fik vi at vide. Det syntes vi ikke klingede særlig rock’n roll agtigt og nogen af os var lidt længe om at komme op i festteltet.
Faktisk var det kun halvdelen af bandet der bestod af piger. Den ene på keybord, den anden -  den svedigste rock mamma af en solist, og de sparkede i den grad  popo.
Med sig havde disse hårdtslående madammer et par yderst kvalificerede mandemusikere.

Der blev varmet grundigt op under masserne -  
 og så var vi klar til den obligatoriske strip optræden, med deltagelse af både en kvindelig og en mandlig performer. (Dog ikke samtidig!)

Damestripperen udførte den hurtigste omgang afklædning jeg i mit liv har set. Det tog hende ikke ret mange sekunder at vikle sig ud af kostumet, der vist nok skulle forestille en art sygepleje dress (gættede jeg på, på grund af et stort rødt kors, der sad på maven), men som mere mindede om en stramtsiddende hvid plastindkøbspose. Herefter gik hun, kun iført lårlange, knaldrøde plateau støvler, sig i  kast med et virkelig sælsomt show. I en rasende fart kastede hun kroppen rundt i de utroligste kolbøtter og rullefald. Disse ejendommelige badutspring krydrede hun så med en række rekvisitter af den slags man, rødmende bestiller pr. postordre.

Jovist, det var et hardcore live show, som ingen af de tilstedeværende nogensinde havde oplevet mage til. Jeg ved ikke hvor mange der følte sig erotisk opstemt af forestillingen -  men underholdt det blev vi.

Mande stripperen var knap så udtryksfuld i sit kropssprog, men vi fik da både fuld monty og det hele, og det pæne unge menneske fik med nød og næppe afværget en regulær voldtægt af hans nydelige, glatragede drengekrop, som de kvindelige britiske bikere overhovedet ikke kunne stå for.

Aftnen sluttede af med en musiker, der udover en temmelig frisk attitude overfor publikum, kunne byde på verdens absolut største repertoire inden for samtlige musikgenrer.

Træffet og vores Englands tur tog slut. Frank var blevet så effektivt kølet ned, at vi med møje fik ham i støvlerne -  og ved at ommøblere lidt på bagagen og på Wanda lykkedes det at gøre Frank køreklar.

Kolonnen var lang at komme omkring med. Vi var efterhånden oppe på  tredive cykler  Drevet frem af tre, konstant mundhuggende GPS’ere. Henrik blev svært bleg om næbbet da han lige pludselig opdagede at han manglede over halvdelen af kolonnen lige vi havde passeret en personbil som holdt parkeret med det ene hjulpar i venstre vognbane, på en motorvej uden nødspor Det kunne være blevet MEGET grimt.

Jane nåede lige i sidste øjeblik at undvige den parkerede bil med sit kæmpelæs bagage,  Lille Joe derimod kunne ikke undgå at ramme bilen -  men ved hjælp af en mesterlig kontrastyring og totalt flabet kørsel, holdt han kværnen kørende. Bilen fik en gevaldig bule -  og Lille Joe og Inger fik slået sidetaske og begge sæt fodhvilere i venstre side af. Men kom gudskelov ikke selv til skade.

Det var altså ikke just en tur uden uheld, vi vente hjem fra. Dog kunne vi trille i land på dansk grund med alle tredive maskiner kørende, og alle mand, på nær Frank, hele og uskadte.

Og det var rigtig dejligt at kunne få lov at køre over i den rigtige side af vejen igen, også selvom det betød gensyn med monsunregnen, der tilsyneladende havde hærget det meste af landet mens vi var væk. 

At være så mange af sted -  og så tæt -  på ferie sammen, kræver stort talent for næstekærlighed og tolerance hos deltagerne. I Turklubben må vi besidde det pågældende talent, for vi har efterhånden talrige udlandstogter, med mange, mange deltagere bag os. Og hver gang vender vi hjem, mere sammentømrede i vores kammeratskab, end da vi tog af sted. 

    

Stort tak!  Til alle rejsevenner, for en fantastisk tur. Og en opfordring til Jer der endnu ikke har vovet springet ud i den store verden. Se at få pakket grejet, og kom af sted!